Fyrrehus - fantastisk flot ejendom i Annebergparken i Nykøbing Sj. Området er oprindeligt i 1915-23 opført som sindssygehospital, og med arkitektonisk flotte bygninger efter Bedre Byggeskik stilen, tegnet af Kristoffer Varming, og er i dag et virkelig attraktivt og levende område ved fjord og skov, med et helt særligt miljø, og stadig tæt ved byens gågade med cafe- og handelsliv, der bl.a. kan nås via en charmerende og oplyst sti gennem skoven.
Den velproportionerede, trefløjede ejendom fremstår i dag i den oprindelige arkitektur og er en vigtig del af parkområdet i den nord-vestlige del af Annebergparken. Bygningen har et samlet erhvervsareal på 1.388 m2 og ligger på en grund på 3.972 m².
Ejendommen fremstår nyistandsat ude. Vinduerne er primært de originale palævinduer der er renoveret, i tagetagen er kvistene nye, ligesom tagvinduer er nye.
Stueetagen er udlagt som en række kontorer, møderum og sale, samt køkken. 1. sal er helt moderniseret og indrettet med diverse møderum og undervisningslokaler, samt kantine. 2. Salen er under modernisering, og mangler færdiggørelse.
Området og dets mange lignende bygninger har tidligere været et institutionsområde for psykiatriske patienter, men er i dag omdannet til et fantastisk miljø med blandede boliger, små iværksættervirksomheder, heraf mange indenfor fødevarebranchen, ligesom her er mange kreative beboere og virksomheder.
Denne markante og flot placerede ejendom kunne være oplagt til eksempelvis efterskole, hotel, pensionat, behandlingscenter, konferencecenter eller vandrehjem mv.