Trods grå skyer: Stadig kun få tomme butiksarealer i Aarhus
Ejendomstorvet.dk -
På trods af økonomisk usikkerhed, tårnhøj inflation og forsigtige forbrugere har Aarhus og det øvrige Østjylland færre ledige butiksarealer i dag end i 2020 og 2021, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk. En del små butikker og spisesteder er dog under pres, vurderer to lokale erhvervsmæglere.
Med Ukraine-krig, usikkerhed om dansk økonomi, den højeste inflation i årtier og den laveste forbrugertillid i årevis har mange frygtet, at der ville komme en skov af ”til leje”-skilte foran butikker og spisesteder. Men Aarhus og de øvrige 10 kommuner i Østjylland har i 4. kvartal 2022 færre tomme eller udbudte butikskvadratmeter end i de to foregående år. Det viser nye data fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.
”Tallene svinger lidt fra kvartal til kvartal, men gennem 2022 har udbuddet af butiksarealer i Østjylland ligget ret stabilt omkring 80.000 kvadratmeter – mod cirka 90.000 kvadratmeter i 2020 og det meste af 2021. I selve Aarhus ligger udbuddet på 32.800 kvadratmeter og dermed faktisk en anelse lavere end i 2. og 3. kvartal. I Østjylland under ét svarer udbuddet til 2,6 procent af de samlede butiksarealer mod 3,0 procent i begyndelsen af 2021. Det aktuelle udbud ligger samtidig en anelse under landsgennemsnittet på 2,7 procent,” påpeger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.
Portalen bliver drevet på foreningsbasis af erhvervsmæglerne i Danmark uden krav om overskud – ligesom “søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er godt 8.800 erhvervslejemål og ejendomme lige nu udbudt på Ejendomstorvet.dk; heraf præcis 1.737 lokaler til butik, café, spisesteder eller takeaway. Af dem ligger 321 i Østjylland – flest i Aarhus Kommune med 166 og derefter Randers med 51, Horsens med 39, Silkeborg med 23 og Norddjurs med 21. De øvrige seks kommuner har tilsammen et udvalg på 21 lokaler, ja, faktisk har Ejendomstorvet.dk i øjeblikket slet ingen udbudte butikslokaler på Samsø.
”Beskæftigelsen er stadig høj, og der er stadig gang i privatforbruget, om end det er presset af prisstigninger. Efter coronaforløbet har de fysiske butikker igen fået fat, og samtidig er nogle udlejere blevet mere fleksible og tilbyder fx lejerabat i en startfase. Alt dette giver detailhandlen et godt grundlag, dog er mindre butikker samt spisesteder og takeaway fortsat udfordrede,” siger Jens Eskildsen, erhvervsrådgiver hos mæglervirksomheden Nordicals.
Tallene fra Ejendomstorvet.dk tyder da også på, at en del små butikker og spisesteder er bukket under efter en lang periode med coronanedlukninger. Selv om omfanget af udbudte kvadratmeter har været konstant i år – og endda ligger lidt lavere end i 2020 og 2021 – så er der nemlig tale om et større antal adresser eller ledige lejemål i selve Aarhus. Her er der lige nu udbudt 166 lejemål eller lokaler på Ejendomstorvet.dk – en stigning på 60 procent det seneste halvandet år.
En del af de ledige lokaler har huset spisesteder og takeaway, som senest er blevet udfordret af kraftige prisstigninger på den energi, der er nødvendig for at tilberede maden.
”Restaurationsbranchen har det hårdt, og så mangler vi i øjeblikket nogle af de iværksættere, som normalt hele tiden kommer ind på detailmarkedet og især søger mindre lokaler. Mange venter nu med at føre deres planer ud i livet i kølvandet på corona og med de grå udsigter for dansk økonomi. Vi oplever dog generelt stadig en pæn efterspørgsel, men det er mest fra kæder og andre etablerede koncepter, også på Strøget. I sidegaderne er målgruppen hovedsageligt mindre butikker og spisesteder, og det kan tage lidt længere tid at få nye lejere på plads,” fortæller erhvervsmægler Trine Freno Muurholm fra Colliers International.
Uden for Aarhus har særligt Silkeborg mindsket antallet af ledige lejemål til butikker, cafeer og spisesteder – dem var der 43 af for halvandet år siden, men det er næsten halveret til 23. Dén udvikling tilskriver Trine Freno Muurholm fra Colliers især, at flere større kæder har fokus på søhøjlandet og handelslivet i Silkeborg.
Af landets samlede butiksarealer ligger 3,1 mio. kvadratmeter – eller knap en sjettedel – i Østjylland, heraf næsten 1,2 mio. kvadratmeter i Aarhus Kommune. Det er markant mere end i Aalborg med små 900.000 butikskvadratmeter og Odense med 826.000 kvadratmeter.
Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 200.000 besøgende hver måned, og i 2021 var portalen med til at formidle omkring 4.000 transaktioner til en værdi af over 10 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme. Ejendomstorvet.dk er blevet udbygget med en app, og søgefunktion er udvidet med off-market-sager.
Faktaboks
Disse forhold styrker detailhandlen
- Fortsat høj beskæftigelse
- Efter fremgang under coronaforløbet falder nethandlen igen til fordel for fysiske butikker
- Mange udlejere er blevet mere fleksible og slækker fx på lejekrav
- Nogle kæder udnytter forbedrede lejevilkår til at etablere nye afdelinger
Disse forhold svækker detailhandlen
- Laveste forbrugertillid i mands minde
- Udsigt til økonomisk opbremsning og (lidt) flere ledige
- Højeste inflation i 40 år udhuler købekraften
- Høje energipriser rammer især dagligvarebutikker, bagere og spisesteder
- Mange små butikker og selvstændige skal tilbagebetale fx momslån
- Nogle kæder har skåret ned på antallet af afdelinger i de større byer
- Fitnesskæder har mistet kunder efter coronanedlukningerne
Kontaktoplysninger
- Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44
- Jens Eskildsen, Nordicals – 51 26 14 08
- Trine Freno Muurholm, Colliers International – 40 60 95 15
Supplerende datamateriale