Prishop på byggematerialer giver flere tomme butikker
Ejendomstorvet.dk -
For første gang i et år stiger udbuddet af lokaler til butikker og spisesteder, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk. Det skyldes ifølge erhvervsmæglere de kraftige prisstigninger på byggematerialer og økonomisk usikkerhed udløst af Ukraine-krigen. Og så kan det mærkes, at fitnesskæderne ikke længere åbner nye centre.
Efter flere kvartaler med det laveste udbud af butikslokaler i 11 år er der igen kommet flere ”til leje”-skilte ved butikker, cafeer, spisesteder og takeaway. Det fremgår af det kvartårlige Ejendomstorvet Markedsindeks over udbudte erhvervslokaler, udgivet fælles af erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk, Dansk Ejendomsmæglerforening og EjendomDanmark, som repræsenterer udlejere og administratorer af ejendomme.
”Under coronanedlukningerne steg nethandlen, men alligevel blev der i slutningen af 2021 længere imellem de udbudte butikslokaler, formentlig fordi danskerne havde opsparet et behov for at besøge fysiske butikker og for at spise ude. Men nu viser vores tal, at udbuddet er steget til 2,8 procent af de samlede butikslokaler i landet efter at have ligget ret konstant på 2,6 procent gennem tre kvartaler,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.
Portalen er ejet fælles af landets erhvervsmæglere ligesom “søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er lige knap 8.300 erhvervslejemål og ejendomme udbudt via Ejendomstorvet.dk i øjeblikket, heraf næsten 1.700 lokaler til butikker og cafeer , fordelt over hele Danmark.
”Vi oplever, at detailsektoren også er blevet ramt af de kraftigt stigende priser på byggematerialer, som allerede har udløst, at nybyggeri af fx boliger og svømmehaller er blevet udskudt eller aflyst. Priserne for at få indrettet butikker og spisesteder er steget kraftigt, og flere kæder har sat etablering af nye butikker på hold, så der bliver lukket færre aftaler om nye lokaler,” siger Kristian Vinggaard, partner og detailhandelsspecialist hos Cushman & Wakefield RED i København.
Også en anden erhvervsmægler registrerer lavere tempo på markedet for butikslokaler.
”Liggetiden er blevet lidt længere, og der skal arbejdes mere med sagerne. Noget skyldes nok usikkerhed på grund af krigen i Ukraine – fx med stigende energipriser og rekordlav forbrugertillid. Det spiller også ind, at motionsbranchen blev hårdt ramt af coronakrisen – mange danskere fandt på andre måder at træne, så fitnesskæderne er generelt ikke så ekspansive som før coronaen. Det betyder en del, fordi fitnesscentre typisk er ret store og ofte rykkede ind i fx lukkede dagligvarebutikker,” siger Frank Heskjær, detailchef i EDC Erhverv Poul Erik Bech og med kontor i Aarhus.
”Selv om udbuddet af lokaler til butikker og spisesteder er steget lidt, ligger udbuddet fortsat på et ret lavt niveau, og danskernes privatforbrug er stadig højt, blandt andet i kraft af den høje beskæftigelse. Men det stigende udbud betyder, at udlejere og ejendomsejere kan have lidt sværere ved at få nye lejere og med fordel kan samarbejde med professionelle rådgivere og benytte digitale værktøjer og portaler,” siger Ole Hækkerup, administrerende direktør for Dansk Ejendomsmæglerforening.
Danmark har i alt 19,8 mio. kvadratmeter butiksareal, og ved indgangen til 3. kvartal 2022 var 550.900 kvadratmeter udbudt til leje eller salg – det højeste tal siden 2. kvartal 2021.
Ejendomstorvet Markedsindeks Udbudsstatistikkenkortlægger hvert kvartal udbuddet af danske erhvervsbygninger, fordelt på butikker, kontorer samt lager-/logistik-/produktionslokaler – opgjort som udbudte lokaler målt i forhold til den samlede bestand af bygninger (kvadratmeter). Statistikken omfatter en meget betragtelig del af erhvervslokalerne i Danmark og udgives af Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) i samarbejde med erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk og EjendomDanmark (ED).
Dansk Ejendomsmæglerforeninger brancheforening for virksomheder og personer, der formidler fast ejendom (boliger eller erhvervslokaler). Foreningen blev grundlagt i 1912 og har i dag omkring 90 procent af alle mæglere som medlemmer.
Ejendomstorvet.dkhar Danmarks største udvalg af erhvervslokaler med aktuelt 8.300 lokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk er organiseret som en forening uden krav om overskud og har mere end 200.000 besøgende hver måned. I 2021 var portalen med til at formidle omkring 4.000 transaktioner til en værdi af over 10 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme. Ejendomstorvet.dk er blevet udbygget med en app, og søgeagenten er udvidet med off-market-sager.
EjendomDanmarkorganiserer ejere, udlejere og administratorer af fast ejendom. Foreningen blev etableret i 1860, og medlemmerne står for cirka 85 procent af det professionelle ejendomsmarked.
Supplerende materiale
- Ejendomstorvet Markedsindeks – 3. kvartal 2022:
/pdf/getdoc?name=Ejendomstorvet_statistikken_3_kvartal_2022.pdf
Kontaktoplysninger
- Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44
- Frank Heskjær fra EDC Erhverv Poul Erik Bech – 53 30 73 74
- Kristian Vinggaard fra Cushman & Wakefield RED – 51 58 09 32
- Ole Hækkerup fra Dansk Ejendomsmæglerforening – 29 42 40 45