Nybyggeri giver flere tomme lagerlokaler
Ejendomstorvet -
Udbuddet af lokaler til lager og logistik er steget gennem tre kvartaler, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk . Hovedforklaringen er ifølge to erhvervsmæglere øget nybyggeri, for efterspørgslen på kvadratmeter er stadig stor – selv om små og mellemstore virksomheder er blevet mere forsigtige.
Virksomheder på udkig efter lokaler til lager, logistik, produktion og værksteder har fået mere at vælge imellem. De seneste tre kvartaler er udbuddet på landsplan nemlig steget med næsten 32 procent ifølge data fra Ejendomstorvet.dk , landets største portal for erhvervslokaler.
”For knap et år siden kom udbuddet af lokaler for første gang nogensinde ned under én million kvadratmeter på landsplan. Siden er udbuddet steget tre kvartaler i træk til nu 1,3 mio. kvadratmeter. Som andel de samlede lokaler er det en stigning fra 1,3 procent til 1,7 procent, og dermed ligger udbuddet fortsat på et meget lavt niveau – fx lavere end midt i det kraftige opsving i 2007, lige før finanskrisen,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk .
Portalen bliver drevet på foreningsbasis af erhvervsmæglerne i Danmark uden krav om overskud – ligesom “søsterportalen” Boligsiden.dk . På landsplan er næsten 9.700 erhvervslejemål og ejendomme aktuelt udbudt via Ejendomstorvet.dk ; heraf er 1.254 lagerbygninger, logistikejendomme, fabrikshaller og værksteder, fordelt over hele Danmark.
To af landets store erhvervsmæglere er enige i hovedårsagen til det øgede udbud: Efter mange år med begrænset byggeri af ejendomme til lager og logistik har der været en del byggeprojekter på det seneste. Tal fra Ejendomstorvet.dk viser da også, at den samlede mængde af kvadratmeter nu udgør 77,1 mio. – næsten to millioner mere end for et lille år siden.
”Der er blevet opført en del til udlejning, og det er nogle store klodser, fx i Greve syd for København. Det giver noget rotation i markedet, for dem, der lejer sig ind i de nye byggerier, forlader nogle ældre ejendomme, som så kommer til udlejning. Samlet kan vi ikke registrere nedgang i interessen for lokaler, og den høje beskæftigelse er med til at understøtte efterspørgslen for kvadratmeter,” siger Stig Plon Kjeldsen, analysechef og partner i Savills Danmark (tidligere Nordicals København).
”Der er stadig stor udlejning, og lejeniveauerne bevæger sig opad. Men der er blevet bygget en del rundt omkring, især i omegnen af København,” lyder det fra Dragana Marina, analysechef i CBRE.
Et sted ser hun dog en vis tøven.
”Nogle af de små og mellemstore virksomheder er lidt usikre om den økonomiske udvikling og vurderer, om de har for meget plads. Det hører vi også fra vores kolleger i Sverige. Det er dog en del af det samlede billede, at mange virksomheder under coronaforløbet sikrede sig lidt mere plads, end de egentlig havde brug for, fordi der opstod forsinkelser på leverancer og forsyninger. Derfor ville nogle gerne ville sikre sig ekstra lagerplads, så de undgik at løbe tør for materialer og varer,” siger CBRE-analytikeren.
Over 63 procent af landets samlede lokaler til lager, logistik og produktion ligger i Jylland. Sydjylland med Trekantområdet har flest med 15,1 mio. kvadratmeter eller en femtedel af det samlede lagerareal herhjemme. Derefter følger Østjylland med 13,2 mio. eller godt en sjettedel, mens både Vestjylland og Nordjylland har lidt over 10 mio. kvadratmeter.
Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 200.000 besøgende hver måned, og i 2022 var portalen med til at formidle over 3.300 transaktioner til en værdi af 10,6 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme.
Kontaktoplysninger
- Jakob Wegener fra Ejendomstorvet – 61 51 74 44
- Stig Plon Kjeldsen fra Savills Danmark – 20 29 01 65
- Dragana Marina fra CBRE – 31 35 74 84
Supplerende datamateriale