Nybyggede lagerlokaler bliver revet væk

Ejendomstorvet -

Der bliver bygget løs i landets industrikvarterer, men stort set alt bliver afsat til pladshungrende virksomheder, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk. Et stort efterslæb på nybyggeri, travlhed i erhvervslivet og boligbyggeri i gamle erhvervskvarterer, lyder forklaringer fra to erhvervsmæglere. 

Ved første øjekast ser det skidt ud, for antallet af udbudte eller tomme kvadratmeter til lager, logistik og produktioner er steget fire kvartaler i træk og ligger 34 procent højere end for et år siden, ifølge data fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

”Udbuddet kom for et år siden lige akkurat under 1 mio. kvadratmeter og er nu nået op over 1,3 mio. kvadratmeter. Men i samme tidsrum er der bygget næsten 2,4 mio. kvadratmeter, så reelt er tallene udtryk for, at langt det meste nybyggeri kommer i brug med det samme – af virksomheder, der enten lejer lokaler eller selv ejer bygningerne. I procent er udbuddet steget fra rekordlave 1,3 sidste år til 1,7 procent – men det er fortsat meget lavt, fx lavere end under højkonjunkturen i 2007 lige før finanskrisen,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Portalen bliver drevet på foreningsbasis af erhvervsmæglerne i Danmark uden krav om overskud – ligesom “søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er lidt over 9.700 erhvervslejemål og ejendomme aktuelt udbudt via Ejendomstorvet.dk; heraf er 1.262 lagerbygninger, logistikejendomme, fabrikshaller og værksteder, fordelt over hele Danmark.

To af landets store erhvervsmæglere glæder sig over, at der er kommet gang i nybyggeriet af lokaler til lager, logistik og produktion. Da finanskrisen ramte, blev tomgangen på få år tredoblet og toppede med 6 procent i 2011-12 – og dét afskrækkede flere år frem virksomheder og investorer fra at bygge nyt i større målestok. Men gradvis begyndte erhvervslivet igen at få travlt, og stigende nethandel har givet øget behov for kvadratmeter til lager og logistik, så der er blevet rift om lokalerne. På to år har nybyggeri resulteret i 4,3 mio. ekstra kvadratmeter.

”Før måtte vi skuffe folk, der var på jagt efter nye eller større lokaler, og for et par år siden var det nærmest håbløst. Men nu har vi endelig varer på hylderne. Der er blevet bygget en del i fx Trekantområdet, Horsens/Skanderborg, Odense og Køge, men det er et sundt marked med stor efterspørgsel,” siger Jon Stefansen, indehaver af Nordicals Trekantområdet med kontor i Kolding.

Også Colliers International kan registrere stor efterspørgsel på lokaler – efter en kort opbremsning udløst af krigsudbruddet i Ukraine, kraftig inflation og stigende renter. Især mere langsigtede tendenser øger interessen for nye kvadratmeter.

”Særligt i Storkøbenhavn har flere byråd prioriteret at bygge boliger, og i løbet af ti år er omkring 1 mio. kvadratmeter erhvervsbyggeri forsvundet i utidssvarende erhvervsområder i kommuner som Brøndby, Glostrup, Herlev og Rødovre. Samtidig er en stor del af den eksisterende bebyggelse fra 1960’erne og 1970’erne, og da virksomheder i dag gerne vil have effektive og klimavenlige lokaler, er der god efterspørgsel på det nybyggeri, vi ser i fx Greve og Solrød syd for København og i Trekantområdet,” siger Helle Andersen, afdelingschef for logistik og industri i Colliers International, fra sit kontor i København.

Hun tilføjer, at Colliers Internationale på investeringssiden oplever stor aktivitet inden for lager og logistik, selv om især de stigende renter har betydet, at der i øjeblikket kun sker ganske få handler af de fleste andre typer erhvervsejendomme.

Ved indgangen til 3. kvartal har Danmark 77,6 mio. kvadratmeter lokaler til lager, logistik og produktion. Heraf ligger 63 procent i Jylland; Sydjylland inklusive Trekantområdet har flest med næsten 15,2 mio. kvadratmeter eller en femtedel af det samlede lagerareal. Derefter følger Østjylland med 13,3 mio. eller godt en sjettedel, mens både Vestjylland og Nordjylland har lidt over 10 mio. kvadratmeter.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 200.000 besøgende hver måned, og i 2022 var portalen med til at formidle over 3.300 transaktioner til en værdi af 10,6 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme. 

Kontaktoplysninger 

  • Jakob Wegener, Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44
  • Helle Andersen, Colliers International – 61 15 46 28
  • Jon Stefansen, Nordicals – 42 73 74 00  

Supplerende datamateriale https://www.ejendomstorvet.dk/uploads/Ejendomstorvet_statistikken_3_kvartal_2023_Web.pdf