Nordsjælland har aldrig haft færre tomme kontorer

Ejendomstorvet.dk -

Udbuddet af ledige kontorlokaler i de nordsjællandske kommuner er faldet endnu mere og ligger nu på det laveste niveau nogensinde ifølge nye tal fra Ejendomstorvet.dk. De lokale erhvervsmæglere har svært ved at skaffe lejemål, især større og nyere kontorer.

Gennem 2021 og første del af 2022 blev kontorlejemål i Nordsjælland revet væk af virksomheder på jagt efter nye lokaler, og dén udvikling er fortsat i resten af 2022. Det viser data fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

”Tidligere i år kunne vi se et kraftigt fald i de udbudte eller ledige kontorarealer i Nordsjælland – og udbuddet var det laveste i 15 år. Siden er der sket yderligere et fald i udbuddet, som nu har ligget på 3,9 procent to kvartaler i træk, og vi kan ganske enkelt ikke registrere et lavere udbud i de næsten 20 år, vi har indsamlet data om erhvervslokaler,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Portalen bliver drevet på foreningsbasis af erhvervsmæglerne i Danmark uden krav om overskud – ligesom “søsterportalen” Boligsiden.dk. Aktuelt har Ejendomstorvet.dk et udbud på godt 8.800 lejemål og ejendomme på landsplan, heraf lidt over 3.100 kontorlokaler. Af dem ligger 181 i Nordsjælland, flest – 44 – er udbudt i Rudersdal Kommune med fx Birkerød, Holte og Vedbæk. Herefter følger Hørsholm med 28, Allerød og Helsingør begge med 25, Furesø med 17 og Hillerød med 16 kontorlokaler at vælge imellem. I de øvrige fem kommuner ligger udbuddet på 1-9 kontorlokaler.

”Danmark har haft høj økonomisk vækst, og vi har ikke set en effekt af, at danskerne blev vant til at arbejde hjemmefra under corona, selv om mange nok forventede, at virksomhederne ville få brug for mindre plads. I flere bymidter er ældre kontorer blevet omdannet til boliger, og geografisk mangler vi især kontorlokaler i Hillerød og i Frederikssund. Der er stor efterspørgsel på de lidt større lejemål og på moderne lokaler – her må udlejere med ejendomme fra 1970’erne være indstillede på at sætte dem i stand,” siger Jacob Lunding, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland med kontor i Hillerød.

Jacob Lunding opfordrer udlejere med ældre ejendomme til at få udarbejdet visualiseringer eller skitser af en arkitekt, så mulige lejere kan danne sig et indtryk af, hvordan lokalerne kan komme til at se ud.

En anden lokal erhvervsmægler peger på milliardinvesteringer i Hillerød, fx med den nye Frederiksbro-bydel, hos biotekselskabet Fujifilm (tidligere Biogen) og supersygehuset i Favrholm lidt syd for centrum.

”Det skaber økonomisk aktivitet i Nordsjælland og øger behovet for kontorareal. Det har også en psykologisk effekt, at Folketinget har besluttet, at Hillerødmotorvejen skal gøres færdig. På lidt længere sigt skal der bygges nyt til erhverv i Favrholm, men i øjeblikket har vi sværest ved at skaffe lokaler i Hillerød til interesserede virksomheder,” siger Johnny Hallas fra danbolig Erhverv Johnny Hallas i Hillerød.

Både Hillerød og andre dele af Nordsjælland lider under, at der kun i meget begrænset omfang er bygget nye kontorer, efter at finanskrisen ramte tilbage i 2008.

De to mæglere påpeger også, at Nordsjælland i høj grad mangler de flerbruger-kontorhuse, som er blevet meget populære de seneste år – og ikke kun i København og de allerstørste byer. I flerbrugerhuse kan mindre og mellemstore virksomheder samt iværksættere få adgang til en række fælles faciliteter, som de ikke ville have råd til på egen hånd, fx kantine, reception, en vifte af mødelokaler og måske fitness.

Samlet har de 11 nordsjællandske kommuner lidt over 1,3 mio. kvadratmeter kontorer – det svarer til 5 procent af Danmarks totale kontorarealer.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 200.000 besøgende hver måned, og i 2021 var portalen med til at formidle omkring 4.000 transaktioner til en værdi af over 10 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme. Ejendomstorvet.dk er blevet udbygget med en app, og søgeagenten er udvidet med off-market-sager.

Tendenser på kontormarkedet

  • Udbygningen af Hillerødmotorvejen øger søgning mod Nordsjælland
  • Store investeringer, især i Hillerød, skaber aktivitet og øget behov for kontorplads
  • Begrænset kontorbyggeri i Nordsjælland de senere år
  • I nogle bymidter omdannes ældre kontorer til boliger
  • Historisk høj beskæftigelse understøtter efterspørgsel
  • Mere hjemmearbejde har ikke fået virksomheder til at mindske deres kontorareal
  • Øget interesse for flerbrugerhuse
  • Skærpet fokus på bæredygtige lokaler
  • Ældre lokaler må ofte renoveres før genudlejning

Kontaktoplysninger

  • Jakob Wegener, Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44
  • Johnny Hallas, danbolig Erhverv Johnny Hallas – 40 79 21 11
  • Jacob Lunding, EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland – 20 20 75 65

Supplerende datamateriale