Flere ledige butikslokaler i Aalborg det seneste år

Ejendomstorvet -

Antallet af ledige butikslokaler er steget i Aalborg, viser nye tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Pressede butikker, forsigtige forbrugere og sværere vilkår for biler i midtbyen, lyder forklaringerne fra to erhvervsmæglere. Det øvrige Nordjylland har uændret tomgang, og Aalborg har stadig færre tomme butikker end landets øvrige storbyer.

Aalborg Kommune har næsten dobbelt så mange ledige butiksarealer som for et år siden – eller udtrykt mere positivt: Iværksættere med drøm om egen forretning, kaffebar, spisested eller takeaway har fået mere at vælge imellem i den nordjyske hovedstad og landets fjerdestørste by. Det viser de nyeste data fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

”På vores portal er der udbudt 20.200 kvadratmeter lokaler til butik, spisesteder eller takeaway i Aalborg – det lå på godt 11.000 kvadratmeter for et år siden. Vordende selvstændige samt butikker og kæder på jagt efter nye lokaler har i dag 90 lejemål at vælge imellem mod godt 50 lejemål sidste efterår. Målt i forhold til de samlede arealer er udbuddet steget fra 1,3 procent i 2022 til nu 2,3 procent – det er stadig noget under landsgennemsnittet, som er på 3,0 procent,” siger adm. direktør Jakob Wegener fra Ejendomstorvet.dk.

Portalen bliver drevet på foreningsbasis af erhvervsmæglerne i Danmark uden krav om overskud – ligesom “søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er lidt over 9.800 erhvervslejemål og ejendomme aktuelt udbudt via Ejendomstorvet.dk; heraf lige knap 2.000 lokaler til butik, café, kaffebar, spisested eller takeaway. I hele Nordjylland er 204 butikslokaler udbudt lige nu, og af dem ligger som nævnt 90 i Aalborg.

”Flere små butikker er lukket, og især sidegaderne har fået flere ledige lokaler. En del mindre butikker og spisesteder har presset likviditet, fordi de sidste momslån og coronalån skal betales tilbage. Samtidig er mange forbrugere blevet forsigtige og holder godt på pengene, ikke mindst på grund af rentestigningerne. Vi kan også se, at kæder og mere etablerede butikker søger lokaler med bedre beliggenhed og mere effektiv indretning. Desuden har flere kæder trimmet deres net af butikker, så de har færre afdelinger i større byer som Aalborg,” siger Martin Brasholt Mikkelsen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg.

En anden erhvervsmægler peger også på helt lokale forhold som delvis årsag til, at det centrale Aalborg præges af flere ”til leje”-skilte.

”Mange forbrugere holder lidt igen med at købe fx tøj og boliginteriør, men det spiller også ind, at det er blevet sværere at køre i bil i midtbyen. Tidligere har jeg rost kommunen for at etablere byrum og pladser, fx med beplantning, så midtbyen er blevet mere attraktiv for butikkernes og spisestedernes gæster. Men med de seneste års beslutninger om ændret trafikal tilgængelighed virker det som om, at bilerne skal helt ud af midtbyen. Det er ikke godt for handlen i centrum,” siger Mattias Manstrup, partner i Nordicals Aalborg.

Han peger blandt andet på yderligere trafikrestriktioner ved åbningen 23. september af Plusbus-linjen, en højklasset busforbindelse gennem Aalborg med eget spor.  Begge mæglere fremhæver, at tomgangen for butikslokaler fortsat er lav i Aalborg med 2,3 procent. Odense ligger dobbelt så højt, og både i Aarhus og København er niveauet godt 3 procent.

I det øvrige Nordjylland har tomgangen for lokaler til butikker og spisesteder det seneste år ligget ret konstant omkring 46.000 kvadratmeter.

”Der kan komme nogle lokaler i spil, når Aldi-butikkerne lukker helt. Men der er bevægelse lokalt, og vi har fx set, at en kæde som Normal åbner butikker uden for de største byer – vi har selv lige udlejet en tidligere dagligvarebutik på 700-800 kvadratmeter i Hirtshals til Normal,” siger Martin Brasholt Mikkelsen fra EDC Erhverv Poul Erik Bech.Kommunerne i Nordjylland har samlet lidt over 12 procent af landets totale areal til detailhandel og spisesteder svarende til 2,5 mio. kvadratmeter. Heraf ligger lige knap 900.000 kvadratmeter i Aalborg.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af erhvervslokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 200.000 besøgende hver måned, og i 2022 var portalen med til at formidle over 3.300 transaktioner til en værdi af 10,6 mia. kr. fordelt på indgåede lejeaftaler og solgte ejendomme. 

Her har butikkerne i Aalborg medvind

  • Rekordhøj beskæftigelse og dermed købekraft
  • Fortsat stigende indbyggertal 
  • Kommunale investeringer i byrum og pladser 
  • Lavere lejeniveauer end i andre store byer 
  • Trods øget tomgang fortsat færre ledige lokaler end øvrige store byer

.. og her har de modvind

  • Inflation og stigende rente gør forbrugerne forsigtige
  • Små butikker og spisesteder presset af afdrag på lån til corona og moms
  • Flere store kæder har trimmet nettet af butikker
  • Sværere kår for biler i midtbyen efter trafiksaneringer og PlusBus-åbning  

Kontaktoplysninger 

  • Jakob Wegener, Ejendomstorvet.dk – 61 51 74 44
  • Mattias Manstrup, Nordicals Aalborg – 24 28 51 01
  • Martin Brasholt Mikkelsen, EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg – 20 67 12 50

Supplerende datamaterialehttps://www.ejendomstorvet.dk/uploads/Ejendomstorvet_statistikken_3_kvartal_2023_Web.pdf