Pressemeddelelse: Corona udløser højeste kontortomgang i fire år i København

Ejendomstorvet.dk -

København har ikke haft så høj en andel af udbudte kontorarealer i næsten fire år ifølge erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk. Coronakrisen har fået virksomheder til at udskyde flytteplaner, siger to erhvervsmæglere. De ser forskelligt på, om hovedstaden vil få endnu flere udbudte kontorlokaler.

Under coronakrisen er andelen af udbudte kontorlokaler i København by steget til 7,6 procent eller det højeste i lige knap fire år. Det viser tal fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

”Udbuddet af ledige kontorlokaler i hovedstaden steg kraftigt fra andet til tredje kvartal og ligger nu på det højeste, vi har registreret siden oktober kvartal 2016. Samtidig viser de seneste månedstal for lejen, at en kontor-kvadratmeter i gennemsnit var udbudt næsten 1,7 procent lavere end måneden før,” siger analytiker Nicholas McFall fra Ejendomstorvet.dk.

Portalen er ejet af landets ejendomsmæglere ligesom ”søsterportalen” Boligsiden.dk. På landsplan er lidt over 3.600 kontorlokaler udbudt til leje eller salg via Ejendomstorvet.dk lige nu. Heraf ligger 728 i København by – ikke overraskende har selve København langt de fleste, nemlig 636. På Frederiksberg er 58 lokaler på markedet, i Tårnby 32. I Dragør har kontorsøgende blot to lokaler at vælge imellem.

Samlet har København by næsten 25 procent af landets samlede kontorarealer, og opgjort i værdi er andelen væsentligt højere. Og coronakrisen er hovedforklaringen på, at udbuddet af kontorer ligger på det højeste siden 2016, er to erhvervsmæglere enige om:

”I andet kvartal var der ikke så mange udlejninger. København er præget af, at mange virksomheder har et internationalt bagland, og beslutningstagerne kunne på grund af rejserestriktioner ikke komme hertil og se på lokaler. Også blandt danske virksomheder var der – på grund af den økonomiske usikkerhed – en vis opbremsning i beslutninger om at indgå nye lejeaftaler, mens opsigelserne var sat i gang før,” siger Peter Winther, adm. direktør og partner i Colliers International.

Også Newsec Advisory kan genkende billedet af flere udbudte kontorer – og mæglervirksomheden vurderer, at udviklingen kan fortsætte.

”Vi vil nok se mere tomgang, når tallene for tredje kvartal er klar, og så i fjerde kvartal og næste år. Kontormarkedet i København har haft gavn af væksten i arbejdspladser, men den er stoppet nu. Nogle virksomheder begynder også at spare på kvadratmeterne; med øget hjemmearbejde lægger nogle op til, at der kun er skriveborde svarende til 60-70 procent af de ansatte. Der er også flere større kontorbyggerier i gang, og når virksomheder rykker ind på nye lejemål dér, efterlader de samtidig nogle kontorer, som så skal lejes ud,” påpeger Brian Tretow-Loof, direktør med ansvar for salg og udlejning.

Colliers International er en kende mere optimistisk:

”Vi har de seneste måneder set en helt fin efterspørgsel på kontorlokaler, og vi tror mere, at coronaen gav et chok, end at der er tale om en strukturel ændring. Tomgangen kan måske gå en smule op, men det vil være midlertidigt. Særligt i den centrale del af København forventer vi lavere tomgang og stigende lejeniveau de næste år, fordi der er stor efterspørgsel og kun meget begrænset mulighed for at bygge nyt,” siger Peter Winther.

Ejendomstorvet.dk har Danmarks største udvalg af ledige lejemål samt ejendomme til salg med adresse, foto og tekst om aktuelt næsten 9.400 lokaler og ejendomme i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle erhvervsmæglere samt en række pensionskasser, ejendomsselskaber og ejendomsadministratorer. Ejendomstorvet.dk har mere end 150.000 besøgende hver måned, og i 2019 formidlede portalen over 4.000 transaktioner til en værdi af 12,4 mia. kr. fordelt på solgte ejendomme og indgåede lejeaftaler. Sideløbende blev antallet af udbydere og annoncører på Ejendomstorvet.dk udvidet markant.

Kontaktoplysninger

  • Nicholas McFall, Ejendomstorvet.dk – 28 14 75 88
  • Peter Winther, Colliers International – 28 19 66 76
  • Brian Tretow-Loof, Newsec Advisory – 40 20 78 70